10-årig samler pant til Knæk Cancer

Johannes er meget begejstret for de mange donationer, han får. FOTO: Maria Bohm

Johannes Marinus Ehmsen har efter ti dages pantindsamling nået sit mål om fem tusind kroner til Knæk Cancer. Nu kan hele Esbjerg levere pant til den lille familie i Gjesing. 

Af Maria Bohm 

Til dagligt går Johannes Marinus Ehmsen i fjerde klasse. Når han har fri skal han, ud over fire ugentlige fodboldtræninger, hjem til en stor bunke pant. Det skal sorteres, kommes i store plastikposer og køres på pantstationen. 

Johannes Marinus Ehmsen satte sig for at samle pant ind til Knæk Cancer. I starten var målet fem tusind kroner, men allerede efter ti dage har de samlet syv tusind kroner ind til Knæk Cancer landsindsamlingen. Målet lyder nu på ti tusind kroner. 

“Måske skulle vi have sat målet lidt højere,” siger Johannes med et smil. 

Knæk Cancer-showet er et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og TV2, og den 30. oktober vises det.

Motivationen bag

”Jeg vil gerne samle penge ind til Knæk Cancer, fordi det er synd for dem, der har kræft.” 

Sådan lyder svaret, når man spørger Johannes om motivationen bag projektet. Men efter lidt hjælp fra Johannes’ mor, Marlene Marie Svoldgaard, kommer det frem, at både Johannes’ bedstemor og bedstefar har haft kræft. Efter Johannes’ oldefar sov ind i foråret i en alder 95, snakkede familien om, at det ikke var alle, der døde på en lige så fredfyldt måde. 

“Vi har snakket meget om, hvor privilegeret det er at have en oldefar i ti år, som har haft et godt liv uden at være syg. Det er ikke alle forundt,” siger Marlene Marie Svoldgaard. 

Hele Esbjerg leverer pant til Johannes

Det startede med kun at være folk fra Gjesing, en lille forstad til Esbjerg, der leverede pant til Johannes. Efter den store hjælp fra folk i Gjesing, udvidede Marlene og Johannes til hele Esbjerg. 

“Jeg har skrevet om Johannes’ projekt på Facebook, og folk vil så gerne hjælpe. Først var det kun i Gjesing, nu er det hele Esbjerg,” siger Malene Maria Svoldgaard. 

Initiativer som disse er der mange af, oplyser projektleder i Knæk Cancer Trine Porret Larsen. 

”Det er superinspirerende, og det er dejligt at se kreativiteten, der er derude. Der er masser af børn, der samler pant ind og laver perleplader eller andet for sagen. Det er vi meget taknemmelige for,” siger hun. 

Den store success og interesse har også kun givet Johannes Marinus Ehmsen mere blod på tanden.

”Hvis vi er heldige, kan vi nå 15.000 kroner,” siger han afslutningsvist med et grin.