Fiskerihavnsskilt prikker til større kompleks i Esbjerg

FOTO: Jens Auer (unsplash)

Formanden for Teknik og Byggeudvalget i Esbjerg Kommune har for nyligt foreslået at få fjernet de skilte, der leder trafikken til ’fiskerihavnen’. Dette har sat gang i en større debat, der bunder i Esbjergs identitetskrise.

Af Cæcilie Balling 

Det lagde op til stor debat blandt esbjergenserne, da det kom frem, at kommunen overvejer at erstatte de skilte, hvor der står ’fiskerihavn’ med ’havn’ i stedet. Der er både dem, der mener, at skiltene skal pilles ned, men der er også dem, der synes, at fiskerihavn er et symbol på Esbjergs identitet, fortæller Kasper Rathjen, der er museumsinspektør for Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

”Jeg synes, det er interessant at se, hvordan skiltet prikker til debatten. I de omkringliggende samfund kan det måske være svært at forstå, hvorfor netop dét skulle resultere i en kæmpe debat, men det er fordi, diskussionen spiller ind i Esbjergs identitet, som man lige nu har lidt svært ved at finde ud af, hvordan skal være,” siger Kasper Rathjen. 

Skiltet sætter gang i debatten

Kasper Rathjen fortæller desuden, at han har oplevet heftige diskussioner omkring skiltene. Han siger, at det foregår på to niveauer, hvor det ene handler om Esbjergs identitet, og det andet handler om, hvorvidt Esbjerg overhovedet har en fiskerihavn i dag. 

”Mange af dem, der bor her, arbejder i vindmølleindustrien, så de er måske mere interesseret i at få solgt byen som en energimetropol. Men man kan også fornemme, at de, der arbejder med fiskeri, i højere grad værdsætter fiskerihavnsskiltet,” siger Kasper Rathjen.

”Skiltet er med til at symbolisere, at ikke alle er enige om, hvad Esbjerg er for en by,” fortsætter han.

Forskellige syn på byen 

Henning Ravn (V), der også sidder i Teknik og Byggeudvalget i Esbjerg Kommune, ser indtil videre meget afslappet på diskussionen, der handler om, hvorvidt skiltet skal ændres eller ej. 

”Personligt er jeg ligeglad med, om der står det ene eller det andet. Jeg synes skiltet skal skiftes ud, hvis det er det, der er flertal for,” siger Henning Ravn.

Han kan samtidig godt forstå, at den ældre befolkning har en stærk tilknytning til fiskerihavnen, men tilføjer, at byen nu i højere grad er præget af vindmølleindustri og meget andet. 

Kasper Rathjen er enig i, at havnen i dag er meget andet end en fiskerihavn. 

”Det er en basehavn for vindmølleindustrien, og det er nogle helt andre virksomheder, der dominerer havnen i dag. Men strategien om at brande Esbjerg som en energimetropol har måske ikke helt virket,” siger Kasper Rathjen.