Ny frontperson i Borgerlisten: Kan hun udfylde forgængerens sko?

FOTO: Nikoline Ryttergaard Marcussen

Borgerlisten skifter ud i partitoppen, da tidligere spidskandidat Henrik Vallø ikke genopstiller ved kommunalvalget 2021. I stedet overtager Maria Høj Pedersen pladsen.

Af Simone Deding

Selvom den 35-årige Maria Høj Pedersen ikke associerer sig med ordet spidskandidat, har hun nu – efter Henrik Valløs fratrædelse – fået en større rolle for Borgerlisten til det kommende kommunalvalg. Maria Høj Pedersen har i de sidste fire år haft et tæt parløb og samarbejde med Henrik Vallø.

”Jeg kommer selvfølgelig til at mangle Henrik som makker,” siger Maria Høj Pedersen.

Bevar værdierne

Borgerlisten stræber efter at være midtersøgende og agere talerør for borgerne. Værdierne og politikken ændres ikke, fordi et kendt politisk ansigt forsvinder fra stemmesedlen. Ifølge Maria Høj Pedersen er det hele holdet, der samler listen.

“Jeg står som garant for Henriks værdier, og vi er blot et nyt hold og nye ansigter, der træder til. Borgerlisten forsvinder ikke af den grund,” siger Maria Høj Pedersen.

Hun afviser imidlertid ikke, at lokalpolitik også kan være drevet af menneskerne bag politikken og fastslår, at Henrik var en stor profil for Borgerlisten.

”Selvfølgelig vil der være nogle, der nu kan være rodløse i forhold til, hvor krydset skal sættes, så jeg ser det heller ikke som en fordel, at Henrik ikke er med,” siger Maria Høj Pedersen.

Hun satser dog alligevel på, at vælgerne har øje for, at Borgerlisten fører politik ud fra deres værdigrundlag. Listen ønsker et bredt samarbejde, hvor ideologierne lægges til side for borgernes bedste, og det er fortsat dét, de går til valg på.

En tryg overgang

Med 20 år i lokalpolitik og Esbjerg Byråd kommer Henrik Vallø nu til at give stafetten videre på toppen. Til kommunalvalget i 2017 fik han nemlig 2316 personlige stemmer, som dermed sikrede ham det bedste valg i hele sin politiske karriere. Den nye frontfigur, Maria Høj Pedersen, fik blot 269 stemmer. Dette bekymrer dog ikke Henrik Vallø.

”Hun har været en fortrinlig sparringspartner, og jeg har fuld tiltro til, at hun kan magte den opgave og udfylde mine sko,” konstaterer Henrik Vallø.

Det generationsskifte, der sker i partiet nu, ser Henrik Vallø faktisk som en fordel.

”Hun ser tingene fra en anden vinkel, og det er naturligt, at emner som skole og børn kommer til at fylde mere på dagsordenen nu,” siger han. 

Ifølge Henrik Vallø kræver det selvfølgelig et vist stykke arbejde under valgkampen at bevare synligheden af Borgerlisten. Det handler for Henrik Vallø mest om at vise sig frem og proklamere, at listen stadig lever i bedste velgående. Han er ikke bleg for at anbefale Borgerlisten og trygt overlade det hårde arbejde til Maria Høj Pedersen. 

”Jeg vil nok altid stadig være med på baglinjen,” siger Henrik Vallø.