Synlighed blandt politikere skal sikre høj kommunal valgdeltagelse

FOTO: Nikoline Ryttergaard Marcussen

Esbjerg Kommune lå ved kommunalvalget i 2017 på en 83. plads i valgdeltagelse. Når kommunalvalget 2021 bliver afgjort til november, håber lokalpolitikerne på forbedring.

Af Joachim Lucas Helt

Når valgstederne åbner den 16. november, skal valgdeltagelsen i Esbjerg være højere end ved kommunalvalget i 2017. Det mener flere af de lokale politikere. 

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at være så synlige som muligt, hvilket forhåbentlig vil afspejle sig i valgdeltagelsen,” siger Jakob Lykke, der er borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Esbjerg Kommune. 

Det er op til lokalpolitikerne i Esbjerg Kommune at få engageret borgerne, så de aktivt vælger at deltage i den demokratiske proces ved at sætte et kryds til valget. Der er dog stadig tre måneder til at kommunalvalget skal afvikles, og det er derfor ikke alle lokalpolitikere, som endnu er gået i gang med at fiske stemmer fra borgerne.

”Vi har forskellige tiltag, som vi vil implementere, men jeg kan ikke komme det nærmere, desværre,” siger Freddy Hyldgaard, der er lokalformand for Dansk Folkeparti i Esbjerg.

I en rapport udarbejdet af Kasper Møller Hansen, forsker ved Center for Valg og Partier, kan man se, at valgdeltagelsen ved kommunalvalget i 2017 i Esbjerg var højest blandt henholdsvis de 18-årige og de 50-79 årige. Derudover fremgår det yderligere, at det overvejende er borgere som har en videregående uddannelse, der aktivt vælger at stemme til kommunalvalget. 

”Vi skal rundt alle mulige steder – og også helst de umulige steder – for at få en høj valgdeltagelse,” siger Jakob Lykke.