All posts by Kasper Beck

Nyankomne afghanere: Ikke alle i nabolaget står klar med åbne arme

80 evakuerede afghanere er blevet indkvarteret på asylcentret Center Hviding i Sydjylland og flere er på vej. Naboerne er klar til at byde velkommen, men ikke alle er lige begejstrede for de nytilkomne.

Af Clara Johanne Selsmark

Naboerne til Center Hviding er vant til at se nye ansigter på vejene, legepladsen og i køen i Brugsen. Nu får de 80 nye naboer på den anden side af vejen. For Center Hviding har sagt ja til at modtage evakuerede flygtninge fra den tilspidsede situation i Afghanistan. Det vækker både glæde og rysten på hovedet i nabolaget.

Frygtelige billeder i fjernsynet

Det gode naboskab er vigtigt i Hviding, især når man render ind i hinanden på stierne. Der er derfor ingen undskyldninger for ikke at byde de nye velkomne.

“Vi er et lille lokalsamfund, hvor alle hilser på alle, så jeg vil da være imødekommende, når jeg ser dem på gaden,” siger Tina Stokholm, der bor med sin mand og fem børn på den anden side af Center Hviding.  

“Jeg vil for alt i verden ønske dem noget bedre, end dét der sker dernede lige nu. Det er meget skræmmende billeder i fjernsynet med alle de børn, der står uden deres forældre. Det er ikke til at bære, især ikke når jeg selv er mor til 5,” siger Tina Stockholm, nabo til centret, imens hun holder det nyeste skud på stammen på armen. 

Et ønske om mere involvering

Selvom det er et lille lokalmiljø, der omkranser asylcentret på Ribevej, er der ikke mange borgere, der normalvis har relationer til de indkvarterede på centeret. 

Udover at børnene leger sammen på legepladsen, har naboerne ikke meget kontakt til centrets asylansøgere. 

“Det er ikke meget, man hører derfra . Det synes jeg er ærgerligt. Jeg kunne godt ønske, at vi havde mere med hinanden at gøre,“ siger Steffan Hansen, der bor et stenkast fra centeret. Han og familien har doneret cykler og legetøj til centeret, men det er svært at få etableret en dybere relation til familierne – for lige så hurtigt som de kommer, kan de forsvinde igen. 

Til trods for den minimale kontakt til centrets beboer, er naboerne glade for, at Center Hviding har taget imod flygtninge fra Afghanistan. 

“Det er kun godt, at de får et sted, der er bedre end Sandholm. De er mere velkomne her i Hviding. Så længe der er gode forhold og at de ikke overfylder centret,” siger Steffan Hansen.

Skepsis bag hækken 

Det er ikke alle, der byder de nye afghanske familier velkommen. Andre i nabolaget er skeptiske og forbeholdne: 

“Jeg synes ikke, vi har plads til flere,” siger Doris Mortensen, som også er en af de mange naboer til Center Hviding. 

“De, der har været her tidligere, har ikke kunne indordne sig. Selvfølgelig skal de have hjælp fra de traumer, de har oplevet, men mine erfaringer med tidligere flygtninge derovrefra er negative”, fortsætter Doris Mortensen. 

Dennis Christensen stemmer i fra nabohækken:

“Der har været nogle episoder, der gør, at vi er forbeholdne over for nye flygtninge på centret. Men de kan altid bevise noget andet,” siger Dennis Kristensen. Han lader ikke sin datter gå alene op til toget, i frygt for beboerne på centret. 

De nyankomne afghanske flygtninge kommer altså ikke kun til at møde smil og åbne arme, når de bevæger sig rundt i de nye omgivelser, der bliver deres hjem på ubestemt tid. De skal også stå på mål for skeptiske holdninger og fordomme i lokalmiljøet.

Velkomne i den lokale brugs 

Til trods for rynkede bryn på villavejene, står de klar til at byde velkommen i den lokale Daglig Brugs, der er centrets tætteste nabo og ligger lige overfor. 

Uddeler Rasmus Christensen mærker ikke til den store forandring, når der kommer nye beboer på Center Hviding, men er vant til at holde en regelmæssig kontakt og samarbejde med centret.

“Vi er meget vant til flygtninge og langt de fleste opfører sig ordentligt. 70 fra eller til og hvor de kommer fra, har ingen betydning. De skal være meget velkomne her, de er jo kunder som alle andre,” siger Rasmus Christensen. 

Breaking: Der er nu yderligere 60 afghanske flygtninge på vej til Center Hviding

Lokal helt redder fremmed medborger

Tirsdag aften modtog en bil i Skolegade parkeringsbøde nummer to. Det valgte en lokal mand ved navn Kasper Jensen at sætte en stopper for.

Af Kasper Beck

I forruden på en hvid Opel Agila sidder to lange, gule sedler. På bagsædet ligger startkabler og en computertaske og på forsædet en uåbnet flaske vitaminvand. Bilen har nu holdt på pladsen i seks dage. Tirsdag aften den 24.august vælger Kasper Jensen, der netop er blevet færdiguddannet som salgsassistent, derfor at registrere den fremmede bil som sin gæst i en app på telefonen. Han bor i området og har derfor mulighed for at give to gæster gratis parkering i 24 timer ad gangen. 

”Der bor ældre i området, så jeg var bekymret for, om der var sket noget,” siger Kasper Jensen.

Kasper Jensen ved, hvilke biler der normalt holder på parkeringspladsen foran hjemmet i Esbjerg centrum. Han studsede derfor over, at denne fremmede bil ikke flyttede sig fra stedet i flere dage. Computeren og drikkevarerne på sæderne gjorde, at Kasper Jensen tænkte, at ejerne formentlig havde påtænkt at efterlade bilen kort og hurtigt komme tilbage. Men på tredjedagen kom den første gule seddel i forruden.

Rækker ud på Facebook

I Facebook-gruppen “Info fra borger til borger i Esbjerg by” lægger Kasper Jensen tirsdag aften et opslag op. Han vedhæfter et billede af bilen, så man kan se de to gule bøder, der er sat fast under venstre vinduesvisker. Nummerpladen er også synlig. 

”Bilen holder parkeret lige foran et skilt, der tydeligt siger, at parkeringen er forbeholdt beboere. Derfor undrede det mig, at bilen holdt her så længe. Jeg blev bekymret for, om der var sket ejeren af bilen noget. Jeg lavede derfor opslaget i gruppen i håbet om at finde vedkommende,” siger Kasper Jensen. 

Efter opslaget i den lokale gruppe gik det hurtigt op for Kasper Jensen, at han var nødt til at kontakte politiet. Politiet fortæller ham, at de vil kontakte bilens ejer. Hvis der er sket vedkommende noget, vil de vende tilbage. 

Kasper Jensen har endnu ikke hørt noget fra politiet.

ParkZone afventer en tredje afgift

Det er firmaet ParkZone, der administrerer parkeringsområdet og udsteder afgifter til biler, som holder forkert. De udtaler, at en bil, som modtager tre parkeringsafgifter, bliver meldt som efterladt. 

På Havneposten har vi forsøgt at finde ud af, præcis hvilken procedure, der sættes i gang, når dette sker. Medarbejderen fra ParkZone, som vi har været i kontakt med, har dog ikke kunnet oplyse, hvem der rettes henvendelse til inden deadline. 

Synlighed blandt politikere skal sikre høj kommunal valgdeltagelse

Esbjerg Kommune lå ved kommunalvalget i 2017 på en 83. plads i valgdeltagelse. Når kommunalvalget 2021 bliver afgjort til november, håber lokalpolitikerne på forbedring.

Af Joachim Lucas Helt

Når valgstederne åbner den 16. november, skal valgdeltagelsen i Esbjerg være højere end ved kommunalvalget i 2017. Det mener flere af de lokale politikere. 

”Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at være så synlige som muligt, hvilket forhåbentlig vil afspejle sig i valgdeltagelsen,” siger Jakob Lykke, der er borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Esbjerg Kommune. 

Det er op til lokalpolitikerne i Esbjerg Kommune at få engageret borgerne, så de aktivt vælger at deltage i den demokratiske proces ved at sætte et kryds til valget. Der er dog stadig tre måneder til at kommunalvalget skal afvikles, og det er derfor ikke alle lokalpolitikere, som endnu er gået i gang med at fiske stemmer fra borgerne.

”Vi har forskellige tiltag, som vi vil implementere, men jeg kan ikke komme det nærmere, desværre,” siger Freddy Hyldgaard, der er lokalformand for Dansk Folkeparti i Esbjerg.

I en rapport udarbejdet af Kasper Møller Hansen, forsker ved Center for Valg og Partier, kan man se, at valgdeltagelsen ved kommunalvalget i 2017 i Esbjerg var højest blandt henholdsvis de 18-årige og de 50-79 årige. Derudover fremgår det yderligere, at det overvejende er borgere som har en videregående uddannelse, der aktivt vælger at stemme til kommunalvalget. 

”Vi skal rundt alle mulige steder – og også helst de umulige steder – for at få en høj valgdeltagelse,” siger Jakob Lykke. 

To sogne i Esbjerg på listen med færrest vaccinerede indbyggere

Statsministeren opfordrede på pressemødet i mandags kraftigt til at lade sig vaccinere. To sogne i Esbjerg by er dog stadig på listen over områder med færrest vaccinerede i Syddanmark.

Af Frederik Vallentin

Mette Frederiksens budskab var klart på mandagens pressemøde: bliv vaccineret! I Esbjerg by er to sogne, Kvaglund og Jerne, dog stadig langt bagude i forhold til landsgennemsnittet. Intensiverede informationskampagner på flere sprog skal nu øge vaccinationsprocenten, der i Kvaglund og Jerne ligger på kun 58 procent.

Målrettede kampagner

Biler med megafoner, oplysningskampagner og nedlukninger er blot nogle af de tiltag, som Esbjerg Kommune har taget i brug for at bekæmpe de høje smittetal i Kvaglund. 

”Igennem beboerrepræsentanter i begge sogne forsøger vi at udbrede information omkring vaccinen. Problemet ligger især i sprogbarrieren,” siger byrådsmedlem og medlem af Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, Olfert Krog.

Strategien for at overvinde sprogbarrieren og dermed få flere borgere til at lade sig vaccinere er målrettede informationskampagner. Forskellige kampagner har været i gang i flere måneder, og stadig ligger andelen af vaccinerede i de to sogne 25 procentpoint under landsgennemsnittet. Olfert Krog fortæller, at de på nuværende tidspunkt ikke har planer om at ændre deres strategi for at øge vaccinationstallet. 

”Vi kan ikke tvinge borgerne til at blive vaccineret. Alt der kan gøres, det gør man. Det er i vores alles interesse at øge vaccinationsprocenten,” siger Olfert Krog. 

Esbjerg Kommune har, udover ovenstående tiltag, nu igangsat “drop-in vaccinationsordninger” efter Sundshedsstyrelsens anbefaling. Det er her muligt at blive vaccineret uden tidsbestilling. 

Borgerne savner mere handling

Ismal Nasheem er 19 år, vaccineret og bor i Kvaglund Sogn. Han kan kun tildels genkende, at der skulle være indført kampagner og målrettet information i området. 

”Jeg er et par gange blevet inviteret til en informationsaften og har modtaget en pjece omkring vaccination. Dog kunne der godt gøres mere. Det er jo et problem. Vi skal helst ikke lukkes ned igen,” siger Ismal Nasheem. 

Pandemifri studiestart på byens universitet

Efter halvandet år med undervisning, der hovedsageligt har foregået over en skrattende zoom forbindelse, lever håbet for en coronafri studiestart i bedste velgående på fakultetet for erhvervsøkonomi i Esbjerg.

Af Ida-Marie Frank 

Pandemien har ramt en del danskere, og undersøgelser viser, at den har gået særligt udover unges trivsel. I næste uge starter nye semestre på alle landets universiteter – og på SDU i Esbjerg er de med en tætpakket introuge, som allerede er igang, klar til de kommende studerende. 

Ifølge Sara Falkenberg Loklindt, der er faglig vejleder for erhvervsøkonomi på SDU Esbjerg, gør de på universitetet deres, for at de nye får en god introuge. De er nemlig godt klar over, hvor vigtig en god studiestart er. 

“Det er vigtigt, at de studerende føler sig godt tilpas på deres uddannelser, og en god studiestart er med til at skabe gode relationer til de andre studerende og underviserne,” siger hun.

Sara Falkenberg Loklindt peger på, at der er en sammenhæng mellem en god studiestart og det frafald, der løbende vil ske på uddannelsen. 

“Det er vigtigt at have venner på studiet, for så kan man sammen forstå det faglige, og få det ned på et niveau, der er til at forstå,” siger hun.

Sociale relationer led under corona

Flere foreninger på universitet begynder at tage initiativ til socialt samvær. Eksempelvis har nogle studerende søsat foreningen ‘Show Up – Get Hot’. Her bliver forskellige sportsaktiviteter såsom rundbold og fodbold arrangeret. 

Netop socialt samvær er efter Sara Falkenberg Loklindt overbevisning, det som mange har manglet, mens corona hærgede. De studerende, der startede for et år siden, har til Sara Falkenberg Loklindt givet udtryk for, at de i høj grad savnede det sociale under corona. Det har haft konsekvenser for studiemiljøet. 

“Jeg ved ikke, om jeg vil sige, at de er ensomme, men motivationen og engagementet for studiet er faldet rigtig meget,” siger hun. 

Endnu mere socialt liv kan nu igen sparkes i gang på campus, hvilket man kan søge økonomisk støtte til. De studerende kan nemlig søge tilskud hos forskellige fonde til deres foreninger – her er et fagligt perspektiver dog et krav.

Ny frontperson i Borgerlisten: Kan hun udfylde forgængerens sko?

Borgerlisten skifter ud i partitoppen, da tidligere spidskandidat Henrik Vallø ikke genopstiller ved kommunalvalget 2021. I stedet overtager Maria Høj Pedersen pladsen.

Af Simone Deding

Selvom den 35-årige Maria Høj Pedersen ikke associerer sig med ordet spidskandidat, har hun nu – efter Henrik Valløs fratrædelse – fået en større rolle for Borgerlisten til det kommende kommunalvalg. Maria Høj Pedersen har i de sidste fire år haft et tæt parløb og samarbejde med Henrik Vallø.

”Jeg kommer selvfølgelig til at mangle Henrik som makker,” siger Maria Høj Pedersen.

Bevar værdierne

Borgerlisten stræber efter at være midtersøgende og agere talerør for borgerne. Værdierne og politikken ændres ikke, fordi et kendt politisk ansigt forsvinder fra stemmesedlen. Ifølge Maria Høj Pedersen er det hele holdet, der samler listen.

“Jeg står som garant for Henriks værdier, og vi er blot et nyt hold og nye ansigter, der træder til. Borgerlisten forsvinder ikke af den grund,” siger Maria Høj Pedersen.

Hun afviser imidlertid ikke, at lokalpolitik også kan være drevet af menneskerne bag politikken og fastslår, at Henrik var en stor profil for Borgerlisten.

”Selvfølgelig vil der være nogle, der nu kan være rodløse i forhold til, hvor krydset skal sættes, så jeg ser det heller ikke som en fordel, at Henrik ikke er med,” siger Maria Høj Pedersen.

Hun satser dog alligevel på, at vælgerne har øje for, at Borgerlisten fører politik ud fra deres værdigrundlag. Listen ønsker et bredt samarbejde, hvor ideologierne lægges til side for borgernes bedste, og det er fortsat dét, de går til valg på.

En tryg overgang

Med 20 år i lokalpolitik og Esbjerg Byråd kommer Henrik Vallø nu til at give stafetten videre på toppen. Til kommunalvalget i 2017 fik han nemlig 2316 personlige stemmer, som dermed sikrede ham det bedste valg i hele sin politiske karriere. Den nye frontfigur, Maria Høj Pedersen, fik blot 269 stemmer. Dette bekymrer dog ikke Henrik Vallø.

”Hun har været en fortrinlig sparringspartner, og jeg har fuld tiltro til, at hun kan magte den opgave og udfylde mine sko,” konstaterer Henrik Vallø.

Det generationsskifte, der sker i partiet nu, ser Henrik Vallø faktisk som en fordel.

”Hun ser tingene fra en anden vinkel, og det er naturligt, at emner som skole og børn kommer til at fylde mere på dagsordenen nu,” siger han. 

Ifølge Henrik Vallø kræver det selvfølgelig et vist stykke arbejde under valgkampen at bevare synligheden af Borgerlisten. Det handler for Henrik Vallø mest om at vise sig frem og proklamere, at listen stadig lever i bedste velgående. Han er ikke bleg for at anbefale Borgerlisten og trygt overlade det hårde arbejde til Maria Høj Pedersen. 

”Jeg vil nok altid stadig være med på baglinjen,” siger Henrik Vallø.