I sidste uge blev en ny hjemløsestrategi vedtaget. Den bygger på Housing First-princippet og skal ifølge byrådet komme hjemløshed til livs. Forsorgshjemmet Skjoldbo ser dog en gruppe, som strategien ikke favner. 

Af Ida-Marie Frank 

Antallet af hjemløse i Esbjerg Kommune er over de sidste ti år steget med 36 procent, og i 2019 ramte tallet 169. Det er den problematik, den nye hjemløsestrategi skal gøre noget ved. 

Strategien er bygget på princippet om Housing First. Det indebærer, at Esbjerg Kommunes førsteprioritet er at skaffe bolig til de hjemløse. 

“Det vigtigste er at få skaffet en bolig,” siger Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet, medlem af Social- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Forskellige behov for støtte

Nicolai Kubel, forstander på forsorgshjemmet Skjoldbo, er positivt stemt over initiativet. Han peger netop på, at det er godt, at nogle kommer i egen bolig hurtigt. 

Modsat udtrykker han bekymring for, at det ikke er alle, der er klar til at komme i egen bolig. Nogle har – i hans øjne – derimod brug for en anden form for støtte.

“Der er en gruppe, som har brug for et forløb med botræning og sociale succeser, inden de er klar til egen bolig,” siger Nicolai Kubel. 

Det er netop, hvad de – efter Nicolai Kubels udsagn – tilbyder på Skjoldbo. 

Anne Marie Geisler Andersen fra Radikale Venstre, også medlem af Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, peger på overgangsboliger som en mulig løsning til denne gruppe. Det er et tilbud, der tidligere er blevet gjort brug af til unge hjemløse.

“De havde en kontaktperson, som bakkede dem op i, at de skulle ud og bo selv. Det viste sig at have en ret god effekt,” siger hun. 

Hans Erik Møller ønsker også individuelle forløb, men han mener, at den individuelle hjælp bedre gives gennem strategien frem for på forsorgshjem. 

“Nogle har psykiatriske- eller misbrugsproblemer, og det er ikke en god løsning, at et forsorgshjem forsøger at løse det. Jeg er bange for, at folk får et langt forløb på et forsorgshjem, uden de får den rigtige hjælp fra for eksempel psykiatrien,” siger han.  

Strategien er først for nyligt blevet vedtaget, og der er endnu ikke igangsat konkrete tiltag, som skal føre strategien ud i livet.

Arne-pensionen skal blandt andet betales ved at skære i aktiveringstilbud til unge arbejdsløse. I Esbjerg frygter fagfolk langvarige konsekvenser for de unge.

Af: Albert Beenfeldt

Hvis regeringen gennemtvinger besparelser på aktiveringsområdet, vil flere unge i Esbjerg blive tabt på gulvet, ende i lange ledighedsforløb og blive langt sværere at få tilbage på arbejdsmarkedet igen.
Så kontant er udmeldingen fra Pia Damtoft, der er jobcenterchef i Jobcenter Esbjerg. 

Besparelserne vil betyde, at en tredjedel af kommunens aktiveringstilbud vil lukke. 
Her er der tale om en besparelse på seks til syv millioner. Delaftalen er vedtaget af partierne bag Arne-pensionen. 

Pia Damtoft fortæller, at en besparelse af den størrelse medfører en stor risiko for længere ledighedsforløb blandt de unge.

“Alle dem, vi møder, vil gerne i gang med at lave noget, De har brug for et ekstra skub. Hvis besparelserne bliver gennemført, kan vi ikke give dem det skub ,” siger hun.

Frygter at tabe unge på gulvet

I dag skal unge på uddannelseshjælp i aktivering minimum hver fjerde uge. I delaftalen lempes det krav til hver fjerde måned, og i den periode frygter Pia Damtoft, at en stor del af de unge vil blive tabt på gulvet.

“Det er ofte sårbare unge, der døjer med ensomhed. Hvis de bliver overladt til sig selv, mister de modet mere og mere, og så er de langt sværere at få i gang igen,” siger hun. 

I Esbjerg er det Uddannelseshuset, der står for aktiveringstilbuddene til  unge på uddannelseshjælp.
Uddannelseshusets leder, Lene Sandberg Damgaard, er ligeledes bekymret for konsekvenserne af de planlagte besparelser. Hun fortæller, at hun ser en tydelig effekt af husets tilbud og ofte får beskeder fra unge, der er kommet i uddannelse eller job. Flere fortæller, at de ikke var kommet dertil, hvis ikke det havde været for husets tilbud.

Fra jobcenter til rusuge

En af de unge, der har haft stor glæde af aktiveringen i Uddannelseshuset, er 23-årige Camilla Kjøller Simonsen. Da hun startede i Uddannelseshusets mentorordning, led hun af en svær depression og følte, at hun ikke var en del af samfundet.

“Jeg var ude på et sidespor. Jeg var på kontanthjælp, og var ikke klar til aktivering” siger hun.

Hun fortæller, at mentorordningen var med til at give hende selvtilliden tilbage.

“De gav mig et selvværd. Det giver en tryghed, at man ved, de bakker en op. De gav mig troen på, at jeg godt kan” siger hun.

Camilla er startet på teologistudiet på Århus Universitet og er ikke i tvivl om, hvilken effekt mentorordningen har haft på hendes liv.

“Jeg var ikke kommet hertil, hvis det ikke havde været for dem. Så simpelt kan det siges,” fortæller hun. 

Adspurgt om, hvordan hun tror hendes liv havde været, hvis der var gået tre måneder imellem hendes besøg hos Uddannelseshuset, er svaret lige så klart.

“Så var jeg simpelthen sumpet hen. Jeg ville nok have angst over at skulle til samtale på jobcenteret i stedet for at være til rus-uge,” siger hun.