Ballade i bi-byen

Pressefoto: Danmarks Biavlerforening

Forvaltningen og byrådet er i konflikt. Konflikten handler om bier. Honningbier og naturbier, og hvordan man sørger for at begge kan overleve.

Af Maria Bohm

Det var et enstemmigt Teknik- og Byggeudvalg, der fredag den 20. august besluttede at tilsidesætte en indstilling fra forvaltningen. 

Eller sådan lød det i hvert fald fra byrådsmedlem og medlem af Teknik- og Byggeudvalget Anders Rohr Jørgensen fra Venstre.

Indstillingen fra forvaltningen byggede på, at Esbjerg Kommune skulle stoppe med at give tilladelse til bistader på kommunale arealer. En rapport foretaget af Aarhus Universitet anbefaler, at man benytter sig af et forsigtighedsprincip, når man skal håndtere samspillet mellem honningbier og vilde bier. Det skal man, da for mange honningbier skaber konkurrence om nektar, så de vilde bier muligvis ikke kan overleve. 

Men kigger man på referatet fra Teknik- og Byggeudvalgsmødet, kan man ikke se, at der er truffet en endelig afgørelse på spørgsmålet. Der står, at ‘sagen udsættes med henblik på tilvejebringelse af ny information.’ 

“Vi har truffet en beslutning om at fortsætte, som vi gør nu. Og så skal udvalgsformanden holde et møde med Danmarks Biavlerforening, hvor vi muligvis kan ændre holdning,” siger Anders Rohr Jørgensen.

Esbjerg er en bi-kommune

Esbjerg er en selvudnævnt bi-venlig by. Det betyder, at kommunen tager initiativer for at forbedre forholdene for bier i kommunen. 

”Vi er en bi-kommune. Vi sår en helt masse vildt, netop for at tilgodese biodiversiteten. Der er ikke nogen faglig begrundelse for forslaget fra forvaltningen, kun forsigtighed. Det, mener jeg, ikke er nødvendigt,” siger Anders Rohr Jørgensen. 

Rapporten fra Aarhus Universitet anbefaler nemlig et forsigtighedsprincip. Fordi man ikke har nok information om, hvad biavl gør for overlevelsen af vilde og truede biarter. 

Formand for Danmarks Biavlerforening Arne T. Henriksen mener heller ikke, at kommunen skal stoppe med at give tilladelse til biavler på kommunens areal.

“Man lægger op til at fjerne honningbier fra alle kommunens arealer. Det giver ikke nogen mening fordi honningbier har en stor betydning for bestøvning,” siger Arne T. Henriksen.