Varer kasseres: Kloakvand i supermarked

Al inventar skulle smides ud fra hylden med babymos og bleer. FOTO: Anton Nørbæk

Et kloakrør sprang i Føtex på Kronprinsensgade i mandags og efterlod en harsk lugt i butikken. En masse varer i baby-afdelingen måtte kasseres, efter kloakvandet havde fundet vej til butikken fra loftets rør.

Af Anton Nørbæk

Hvis man var i Føtex på Kronprinsensgade i mandags, lagde man måske mærke til den mærkværdige lugt, der havde spredt sig i butikken. Det var ikke lugten af frisk frugt og grønt, stegeos fra slagteren eller bagerens nybagte brød, men nærmere en lidt jordslået lugt. En lugt, man som regel ikke forbinder med det daglige visit i sin købmandsbutik.

Et rør, der var forbundet til kantinen på første sals håndvask, gav efter for et tryk, og ned fra loftet faldt kloakvandet.

”Der er en pumpe, der skal sørge for, at vandet kommer væk og over i afløbet, som er gået i stykker,” siger Randi Skov, som er driftsleder i Føtex på Kronprinsensgade.

Kloakrøret sprang i Føtex mandag formiddag. FOTO: Anton Nørbæk

Desværre var det ikke en helt konsekvensfri formiddag for varerne i baby-afdelingen. Flere varer måtte smides ud blandt andet babymos, vådservietter og bleer. Randi skov er ikke nervøs for, at det er noget, de løber tør for i butikken.

I Føtex har de ikke mødt voldsomt mange reaktioner ifølge Randi Skov. Der har været nogle enkelte henvendelser, men ellers ikke meget drama.

”Lige så snart man forklarer, hvad der foregår, så er det helt stille og roligt.”