Lokal ildsjæls livsværk får stor oprejsning efter død

Billede fra Facebook-gruppen ‘Ren Strand Fanø’. FOTO: Kim Fischer


Nye medlemmer til foreningen Ren Strand Fanø er strømmet til efter Peter Michélsens – stifter og Fanøs lokale helt – pludselige bortgang. Nu lever hans ånd videre i kampen mod de store mængder skibs-og havaffald på Fanøs strande. 


Af Clara Johanne Selsmark


Det kom som et kæmpe chok for Fanøs lokalbefolkning, da den kun 48-årige skralde-ildsjæl Peter Michélsen for halvanden måned siden faldt om af en blodprop og afgik ved døden. Nu har støtteforeningen Ren Strand Fanøs bestyrelse gjort det til en mission at føre hans livsværk videre  – og det er allerede en succes. På 14 dage gik foreningen fra at have ét betalende medlem til at få 350 nye medlemmer, der støtter foreningens arbejde med 100 kr. årligt.

Peter Michélsen var Fanøs selvudnævne skraldemand og har med stor dedikation og incitament gennem årene gjort det til en folkebevægelse og til sit livsformål at holde strandene på Fanø rene. Det er nemlig særligt Fanø, der tager skraldet fra de store skibe  grundet dens placering og havstrømme fra syd.  


Frivillige kræfter holder gang i projektet

I de sidste år af Peter Michélsens liv var den private støtteforening Ren Strand Fanø med til at skaffe fonde og sponsorater, der efterhånden kunne give ham løn for hans store frivillige arbejde. Nu drives foreningen af en frivillig bestyrelse, der – til det kommende bestyrelsesmøde – skal fastlægge klare retningslinjer for, hvordan foreningen fremadrettet skal se ud. Men én ting er sikkert: Den skal føres videre i Peter Michélsens ånd.  

”Det er for vigtigt til at lade være. For mig giver det så meget mening at føre Peters arbejde videre”, fortæller Kim Fischer, som er en af Ren Strands syv bestyrelsesmedlemmer. 

En bestyrelse, der lige nu arbejder frivilligt for at holde Ren Strand i gang efter Peter Michélsens død. I sin uges ferie brugte Kim Fischer 90 timer på at holde projektet i live, for der skal samles skrald hver dag. Det er dog et arbejde, Kim Fischer ikke vil være foruden. 


Fanøs skraldeselvfortælling

Peter Michélsen har i høj grad skabt Fanøs selvforståelse om, at hvis man går en tur ved stranden, tager man en pose under armen og går på skraldejagt. Poser, som Peter Michélsen plejede at køre ud og samle op for at samle det i én stor container.

En selvforståelse, der nu er opbakning til, skal blive endnu stærkere. Peter Michelsen var så insisterende i sit arbejde og skabte så stor bevågenhed om det enorme skraldeproblem, at ingen fanøboer nu efterlader skrald på strandene – det er udelukkende skibs-og havaffald som plastikflasker, paller, torv og trævl, der er problemet. Peter Michélsen samlede årligt 30 tons havaffald.


En langsom, men nyttig proces

Det har i flere år været Peters Michélsens varemærke at opspore og tage kontakt til dem, der udleder de store mængder skibsaffald. Ifølge Kim Fischer har det været en vigtig del af Peter Michélsens arbejde og et initiativ, de vil fortsætte med i foreningen. De store skibsfirmaer tager nemlig skraldeproblemet seriøst.

”Der er sket en mentalitetsændring. Det er især sket, fordi Peter har været så insisterende. Det batter helt sindssygt at gøre opmærksom på problemet. Det er en langsom, men vigtig proces,” fortæller Kim Fischer.


Fremtiden for Fanøs rene strande

Foreningen Ren Strand Fanø satser på at nå endnu bredere ud. De vil skaffe flere medlemmer og større bevågenhed om skibs- og havaffalds fatale konsekvenser. De skiftes hver dag i bestyrelsen til at samle skraldet på stranden, nu hvor Peter Michélsen ikke kan gøre det. Foreningen har planer om at samarbejde videre med Peter Michélsens store netværk, som gennem årene har givet ham forbindelser verden over. På nuværende tidspunkt er Ren Strand Fanø ved at samarbejde med kommunen om at affaldssortere skraldet. Det bliver nemlig stadig kørt til forbrænding, og det skal der, ifølge foreningen, laves om på.