Esbjerg festuge løb i sidste uge af stablen med et billetsalg på under halvdelen af de udbudte billetter. Det vækker ikke bekymring hos arrangørerne, der er tilfredse med resultatet og nu ser frem til planlægningen af næste års festuge.
Af Frederik Vallentin
Af de 15.000 udbudte billetter til afslutningsfestivalen blev cirka 6.500 billetter solgt. Grundene til det manglende salg skal findes i flere aspekter, mener Mathias Neessen, eventkoordinator hos Esbjerg Kommune, og trækker især to frem: Usikkerheden omkring coronasituationen og restriktionerne deraf samt vejret.
”Det er et acceptabelt antal, når man tager in mente, at coronaen stadig er i omløb, og at vejret først klarede op sidst på ugen,” siger han.
Fra Torvet til Vognsbølparken
Fra fredag den 13. august til søndag den 22. august var der gang i gaden i Esbjerg. Der var nemlig byfest. Over 200 forskellige foreninger og klubber fra Esbjerg og lokalområdet sørgede for et hav af forskellige aktiviteter. Igennem ugen kunne man opleve fællessang, kunstudstillinger, teater og yoga. Festugen afsluttes normalt med en tredages festival, der afholdes på Torvet. I år blev afslutningen grundet coronarestriktioner afholdt i Vognsbølparken, og kun lidt under halvdelen af de udbudte billetter blev solgt.
Tager ved lære til næste år
Nu ser Mathias Neessen frem til festugen 2022 og er så småt ved at gøre sig de første forberedelser. En strategi til igen at komme op og ramme samme høje antal deltagere som i 2019 er så småt ved at falde på plads.
”Vi tager det, der fungerede i 2019, og kombinerer med vores erfaringer fra i år. Derudover så håber vi på, at corona er historie til næste år,” siger han.
Sponsorer stadig bagved
På trods af en aflyst festuge i 2020 og et skuffende fremmøde i 2021 støtter det lokale erhvervsliv stadig eventen.
”Vi har et klart ønske om at støtte byen og de lokale foreninger. Det mener vi, at vi gør bedst ved at støtte festugen,” siger Jørgen Bjørnskov fra firmaet Sign Partner.
Sign Partner har i mange år været sponsor til festugen og er ikke i tvivl. De bliver ved med at støtte eventet. Deltagerantallet er ikke noget, der bekymrer dem. Sign Partner støtter kun for at hjælpe lokalområdet, og de ser frem til næste års festuge.