Statsministeren opfordrede på pressemødet i mandags kraftigt til at lade sig vaccinere. To sogne i Esbjerg by er dog stadig på listen over områder med færrest vaccinerede i Syddanmark.
Af Frederik Vallentin
Mette Frederiksens budskab var klart på mandagens pressemøde: bliv vaccineret! I Esbjerg by er to sogne, Kvaglund og Jerne, dog stadig langt bagude i forhold til landsgennemsnittet. Intensiverede informationskampagner på flere sprog skal nu øge vaccinationsprocenten, der i Kvaglund og Jerne ligger på kun 58 procent.
Målrettede kampagner
Biler med megafoner, oplysningskampagner og nedlukninger er blot nogle af de tiltag, som Esbjerg Kommune har taget i brug for at bekæmpe de høje smittetal i Kvaglund.
”Igennem beboerrepræsentanter i begge sogne forsøger vi at udbrede information omkring vaccinen. Problemet ligger især i sprogbarrieren,” siger byrådsmedlem og medlem af Sundhed & Omsorgsudvalget i Esbjerg Kommune, Olfert Krog.
Strategien for at overvinde sprogbarrieren og dermed få flere borgere til at lade sig vaccinere er målrettede informationskampagner. Forskellige kampagner har været i gang i flere måneder, og stadig ligger andelen af vaccinerede i de to sogne 25 procentpoint under landsgennemsnittet. Olfert Krog fortæller, at de på nuværende tidspunkt ikke har planer om at ændre deres strategi for at øge vaccinationstallet.
”Vi kan ikke tvinge borgerne til at blive vaccineret. Alt der kan gøres, det gør man. Det er i vores alles interesse at øge vaccinationsprocenten,” siger Olfert Krog.
Esbjerg Kommune har, udover ovenstående tiltag, nu igangsat “drop-in vaccinationsordninger” efter Sundshedsstyrelsens anbefaling. Det er her muligt at blive vaccineret uden tidsbestilling.
Borgerne savner mere handling
Ismal Nasheem er 19 år, vaccineret og bor i Kvaglund Sogn. Han kan kun tildels genkende, at der skulle være indført kampagner og målrettet information i området.
”Jeg er et par gange blevet inviteret til en informationsaften og har modtaget en pjece omkring vaccination. Dog kunne der godt gøres mere. Det er jo et problem. Vi skal helst ikke lukkes ned igen,” siger Ismal Nasheem.