Det var med kort varsel, at asylcenteret i Hviding tirsdag åbnede sine døre for 72 afghanske flygtninge, og nu lyder meldingen fra Udlændingestyrelsen at yderligere 60 ankommer i dag.
Af Thea Wehrsdorf
Personalet på Center Hviding arbejdede på højtryk, da 72 afghanske flygtninge i går rullede ind på parkeringspladsen og skulle indlogeres. Beskeden om indrykningen var kommet fra Udlændingestyrelsen tidligere samme dag, og siden skulle alle hænder til for at løfte opgaven med at tage imod holdet af flygtninge.
Nu fortæller Niels Bøgskov Frederiksen, som er områdeleder ved AsylSyd, til Havneposten, at 60 flere flygtninge er på vej.
”De kommer allerede i dag, og forberedelserne er i fuld gang,” fortæller Niels Bøgskov Frederiksen.
Han tilføjer, at der efter nogle intense timer er ved at være faldet ro på det første hold, som alle har fået værelser og mad.
”De er så glade og taknemlige for at være her, og jeg bliver helt rørt af personalets indsats,” lyder det fra den efterhånden trætte områdeleder.
Centeret har ikke ansat nogle psykologer eller anden form for krisehjælp, men i morgen får de besøg af en læge, som vil vurdere, om nogen har brug for psykologhjælp. I så fald ansøger centeret Udlændingestyrelsen om at få det, lyder det fra Niels Bøgskov Frederiksen.
Indtil videre arbejder personalet på Center Hviding for at få registreret og sørget for de nytilkomne.
“Tæller man personalets skridt, har vi alle gået et maraton nu,” siger Niels Bøgskov Frederiksen.
Regeringen overvejer særlov
Center Hviding kan endnu ikke svare på, hvor længe de afghanske flygtninge kommer til at bo på asylcentret, eller hvor mange de ender med at indlogere i alt. Centeret har plads til 500 beboere.
Niels Bøgskov Frederiksen nævner, at der er tale om, at regeringen overvejer at indføre en særlov, så de afghanske flygtninge kan få tildelt en tidsberettiget opholdstilladelse på 2 år. Der er dog ikke besluttet noget endnu.
”De bor hos os, imens deres asylansøgninger bearbejdes, og det er ikke til at sige, hvor længe det tager,” siger Niels Bøgskov Frederiksen og understreger, at det er op til regeringen at beslutte, hvad der skal ske, og at han ikke kan udtale sig politisk.
Ny opfattelse af flygtninge
Situationen for de afghanske flygtninge skiller sig ud fra tidligere flygtningestrømme, fordi de er blevet evakueret og ikke flygtet fra landet på egen hånd.
Det vurderer Gert Barslund, som er psykolog og har arbejdet med syriske flygtninge. Han mener, at mange danskere har en for overfladisk opfattelse af det at være flygtning. Nu håber han, det kan ændre sig.
”Måske er det anderledes med de afghanske flygtninge, fordi det er tydeligt for folk, at det er rædselsfuldt, det der foregår, og at det ikke kun er for pengenes skyld, at folk flygter hertil. Vi ser det jo på fjernsynet,” siger Gert Barslund.
Men Niels Bøgskov Frederiksen er ikke helt enig i, at der er en overfladisk opfattelse af flygtninge blandt den danske befolkning:
”Der sker noget med folk, når de ser billeder af børn, der bliver kastet over hegn,” siger han.
Han sammenligner situationen med dengang, man så syriske flygtninge gå på de danske motorveje. Her kommer det til udtryk, hvor meget folk gerne vil hjælpe, mener han.
Forsigtig integration
Det har ikke været ikke muligt for Havneposten at få en udtalelse fra kommunen, men psykolog Gert Barslund håber, at man tager sig den nødvendige tid til at skabe et overblik og ikke tager forhastede beslutninger ift. integrationen af de nye flygtninge.
”Jeg forestiller mig, at de her mennesker er i chok. De har frem for alt brug for forståelse lige nu,” siger Gert Barslund.
Han mener, at selvom de nyankomne flygtninge er i fysisk sikkerhed, er det langt fra sikkert, at de hurtigt får det godt igen. Der sker, efter hans vurdering, en vis dobbelthed i følelserne på en flygtning, når de har endt deres flugt:
”Lettelsen over at være i fysisk sikkerhed er der jo, men der er også savn og bekymring. Både for dem, som stadig er dernede, og for deres egen fremtid”.
Gert Barslund understreger også, at jo mere hjælp, de afghanske flygtninge får, jo hurtigere får de det bedre, og man skal bestemt ikke undervurdere værdien i venlighed.
Lige præcis den venlighed er områdeleder Niels Bøgskov Frederiksen særligt stolt af.
”Man bliver ramt og rørt,” siger han om personalets og beboerne i lokalområdets indsats det sidste døgn.
Centeret har både modtaget donationer og frivillig arbejdskraft. Nu fortsætter forberedelserne til næste hold, som ankommer senere i dag.